Phoebe Bridgers er tilbage med sit første soloalbum i seks år, og ifølge kildeteksten lægger hun hårdt fra land. ‘Lost Weekend’ begynder ved hendes fars begravelse, og netop forholdet til faren og hans død bliver et gennemgående motiv på et album, der ellers bevæger sig mellem flere forskellige følelsesmæssige tilstande.
Åbningen sætter tonen for en plade, hvor Bridgers igen arbejder med den særlige blanding af tragedie, nøgternhed og tør humor, som har gjort hende til en markant sangskriver. I begyndelsen synger hun med en for hende usædvanligt fremmedgjort, vocoder-behandlet vokal, og billedet af faderens kiste, der bæres væk, bliver sat op mod et minde om hende selv, der crowdsurfer til en koncert. Det er både makabert, rørende og præcist den slags skæve sammenstilling, hun mestrer.
Albummet beskrives som en række korte snapshots fra de seneste seks år af hendes følelsesliv. Det gælder ikke kun teksterne, men også selve lydbilledet. Hvor ‘Punisher’ i højere grad blev båret af formfuldendte sange og store opbygninger, fremstår ‘Lost Weekend’ mere fragmenteret og uforudsigeligt. Sange opløser sig, skifter retning eller stopper brat. Det giver albummet en mere spraglet karakter, men også en følelse af collage, hvor helheden langsomt træder frem.
Et af de stærkeste eksempler på albummets personlige tyngde er ‘Still Standing’, hvor Bridgers bearbejder forholdet til sin far gennem rå barndomsminder. Her lyder linjen: “I found her bleeding over the sink / But when you said sorry, you were looking at me”. Sangen ender ifølge kildeteksten i en tvetydig form for accept, som understreger, hvor lidt entydige følelserne er på pladen.
Også kærlighedsforhold i opløsning fylder på ‘Lost Weekend’. ‘The Governor’s Waltz’ bevæger sig fra en popkulturelt farvet åbning til et portræt af et forhold, der er ved at gå i stykker. Kildeteksten knytter sangen til skuespilleren Paul Mescal og beskriver nummeret som en hjerteskærende skildring af total opløsning. Det passer godt ind i et album, hvor relationer sjældent fremstilles som stabile eller afklarede.
Men ‘Lost Weekend’ er ikke kun mørke. Ifølge kildeteksten kredser flere sange også om Phoebe Bridgers’ forelskelse i komikeren Bo Burnham, der optræder under navnet Bobby. Det gælder især nummeret ‘Bobby’, som beskrives som opløftende og farvet af 90’er-poprock. Her giver Bridgers plads til en usædvanlig optimisme og en længsel efter noget varigt, hvilket står som en markant kontrast til albummets øvrige stof om død og brud.
Sammen med singleforløberen ‘Lost Boys’ bliver ‘Bobby’ fremhævet som et af de mest oplagte hits på pladen. Alligevel er pointen ifølge kildeteksten, at ‘Lost Weekend’ ikke først og fremmest er et album, der skal reduceres til enkelte standout-numre. Tværtimod synes det at fungere stærkest som samlet værk, hvor sangene spejler og uddyber hinanden.
Det er også derfor, albummet beskrives som smukt, men uperfekt. Det falder ikke nødvendigvis på plads ved første gennemlytning. Til gengæld vokser det, når man lever med det. Den kvalitet hænger især sammen med Bridgers’ tekster, som igen bliver fremhævet som albummets egentlige tyngdekraft. Det er dem, der får sangene til at blive hængende, også når produktionen bevidst gør oplevelsen mere desorienterende.
Et andet centralt citat fra kildeteksten indkapsler netop den balance mellem håb og uro, som præger albummet: “We’re gonna be alright, me and you / You love me, and I won’t ever let you forget / Not yet”.
‘Lost Weekend’ udkommer fredag 14. august. Hvis kildeteksten holder stik, er der ikke tale om et album, der straks lægger sig fladt ned for lytteren. Til gengæld ligner det en udgivelse, der belønner tålmodighed og nærlytning – og som endnu en gang viser, hvor stærk Phoebe Bridgers er, når hun lader de grimmeste og smukkeste følelser stå side om side.